Noah Rosanes’ Refleksionskoncert er et unikt koncertformat, hvor musik, AI-teknologi og publikums refleksioner mødes i en oplevelse, der inviterer til indre ro og fordybelse.
Koncerten er designet til at guide publikum gennem sindets mange afkroge. Musikken veksler mellem det stille, det intense, det mørke og det smukke. Det giver publikum mulighed for at trække stikket i en travl digitaliseret hverdag og udforske deres indre tanker og følelser.
For at opsummere de refleksioner, der opstår under koncerten, opfordres publikum efterfølgende til anonymt at indsende de tanker, følelser eller idéer, der opstod undervejs, via en QR-kode. Derefter skaber Noah Rosanes et lydværk, hvor AI-stemmer læser deltagernes tanker op over et musikalsk fundament.
Refleksionskoncerten kulminerer med afspilningen af dette nyskabte fællesværk baseret på publikums refleksioner. Publikum får dermed mulighed for at skifte fra selvrefleksion til at reflektere over andres tanker.
Det afsluttende AI-værk, skabt ud fra publikums indsendte refleksioner, giver en særlig mulighed for at lytte til budskaber uden fordomme. AI-stemmerne vender op og ned på alder, køn og identitet, hvilket fremmer non-biased lytning.
Hvis en deltager fx deler en sårbar refleksion, skabes der en unik dynamik: Ingen ved, hvem der har skrevet den, refleksionen er ikke knyttet til en specifik person, men kunne være fra hvem som helst i rummet. Anonymiteten styrker dermed den kollektive omsorg.